Boeuf a la Bourguignon

Retten er oprindelig fransk husmandskost og kommer fra Bourgogne i Frankrig.

Køb økologisk kød så er du sikker på dyrene har haft det bedre. Alt økologisk kvæg kommer på græs fra den 15. april til den 1. november.

Dyrene skal være på græsningsarealet minimum seks lyse timer dagligt. Det afhænger dog af, om vejrforholdene og dyrenes fysiske kondition tillader det. Syge kreaturer kan i perioder opholde sig på stald. Når dyrene er ude, skal der være adgang til læ og skygge. For ikke-økologiske køer er der ingen krav, og kun ca. 16 % af dem kommer på græs.

Kilde: Økologisk Landsforening

Boeuf a la Bourguignon

 4 personer

 2 timer

Ingredienser

  • 7-800 g okseklump i terninger
  • lidt kokosolie til stegning
  • 200 g bacon i små terninger
  • 6 fed hvidløg i tynde skiver
  • 2 løg i kvarter
  • 4 gulerødder i grove stykker
  • 6 kviste timian
  • 4 spsk. tomatpuré
  • 6 dl rødvin
  • 6 dl oksefond
  • 12 dl vand
  • 500 g champignoner i skiver
  • 200 g pillede perleløg
  • 1/2 knoldselleri i mini-terninger
  • 4 gulerødder i mini-terninger
  • bredbladet persille, hakket
  • salt & peber

Tilbehør:

  • mos

Fremgangsmåde

  1. Brun kødet i lidt kokosolie i en stor tykbundet gryde.
  2. Kom bacon ved, og tilsæt hvidløg, løg, gulerødder og timian.
  3. Steg kort.
  4. Tilsæt tomatpuré, og lad det få varmen.
  5. Hæld vin på, og kog op.
  6. Tilsæt fond og vand, så det dækker, og lad det hele simre under låg i 1½-2 timer. Tjek undervejs, om der mangler væde.
  7. Si saucen over i en ren gryde; fisk kødet op, og kom det med i den rene gryde.
  8. Kog igen, til saucen er tyk og kødet helt mørt.
  9. Rist imens champignonerne gyldne i lidt kokosolie på en varm pande.
  10. Krydr med salt.
  11. Kom små løg i gryden med kød, og lad dem simre i 4-5 minutter.
  12. Tilsæt selleri og gulerod, og varm det med i 1 minut.
  13. Vend champignoner i, og smag til med salt.
  14. Servér straks med varm mós og drys af hakket persille.