Der bliver svindlet mere og mere med vores fødevarer i disse år, og forskerne må fortsat finde nye metoder til at afsløre det. Alligevel mener professor i biogeokemi, Richard Evershed, at der skal gøres mere for at komme problemet til livs.

Som om det ikke allerede er svært nok at gennemskue kvaliteten af vores fødevarer, bliver vi nu også stillet over for et voksende problem med madsvindel. Hestekød i kødbollerne, melanin i modermælkserstatningen og kunstige farver tilsat fisk og frugt – det er kun få eksempler på den fødevaresvindel, som har ført til bogen ”Sorting the Beef from the Bull: The Science of Food Fraud Forensics”, skrevet af Richard Evershed og Nicola Temple.

Det er heldigvis relativt få der bliver syge eller dør af at indtage de forfalskede fødevarer – men det sker alligevel. Og madsvindlen går ikke kun ud over forbrugerne. De ærlige producenter har svært ved at konkurrere med andre virksomheder, som f.eks. producerer et lignende produkt hvor der er tilsat billigere materialer.

Richard Evershed mener, at det er den forarbejdede mad man skal passe på. Så snart man begynder at forarbejde mad, er der rig mulighed for at fuske med fødevarerne ved at tilsætte eller erstatte ingredienser.

Af de fødevarer som er mest sårbare over for madsvindel nævner han bl.a. vegetabilsk olie, honning, fisk og kød. Fisk kan være svære at identificere, når først skindet er taget af og kan dermed nemt erstattes med billigere fisk. Kød bliver eksempelvis pumpet med vand eller bliver solgt for gammelt. Og i danske virksomheder har Fødevarestyrelsens rejsehold for nyligt afsløret falsk honning.

Forskerne arbejder på højtryk for at udvikle metoder til at afsløre fødevaresvindel. Som forbrugere er vi næsten magtesløse, og kan nærmest kun gå ud fra ingredienslisten på etiketten. Men der er alligevel lidt vi selv kan gøre.

Richard Evershed anbefaler at gå mindre i supermarkederne, og i stedet gøre sine indkøb hos de lokale forhandlere. Her har man en bedre chance for at spørge og finde ud af hvor fødevarerne kommer fra. Han foreslår desuden at man går uden om de forarbejdede varer og f.eks. laver sin smoothie fra bunden, i stedet for at købe den færdiglavet.

I sidste ende er det vigtigt at huske, at vi ofte får hvad vi betaler for.

Forfatter: Redaktionen på ecolove.dk

Kilde: http://www.foodculture.dk/foedevarer/foedevaresikkerhed/2016/forsker-kun-kontrol-kan-forhindre-madsvindel