Flere hundrede tusind stykker mikroplastik sniger sig ind i skønhedsprodukter som cremer, bodyscrub og tandpasta. Men det er der ingen grund til, når der findes alternativer. Det mener Esben Lunde Larsen, som nu opfordrer EU til et forbud mod mikroplastik.

Når mikroplastik fra blandt andet kosmetiske produkter finder vej til vandmiljøet og senere ender i fødekæden, er der en øget risiko for at plastikken ophobes i dyr og mennesker. Men sådan behøver det slet ikke at være, hvis det står til Esben Lunde Larsen, der er miljø- og fødevareminister.

  • Mikroplast hører på ingen måde hjemme i naturen, og vi skal begrænse spredningen af mikroplast, så det ikke ender i vandmiljøet og fødekæden. Der er ingen grund til at bruge mikroplast i kosmetik – især ikke når der findes alternativer, og der samtidig er tvivl om effekterne i miljøet af svært nedbrydelige plastikstykker, fortæller Esben Lunde Larsen som derfor nu er gået til EU-Kommissionen med en opfordring til et forbud mod brug af mikroplastik i kosmetik.

Plastikken kommer i små stykker på mellem 1 mikrometer (0,001 millimeter) og 5 millimeter. Det er blandt andet i bodyscrub og tandpasta at det er tilsat, for at skrubbe huden eller slibe tænderne.

Der er dog flere kilder til mikroplast. 99 procent af den mikroplast der udledes fra landjorden til vandmiljøet, kommer fra andre kilder end kosmetik. En rapport fra Miljøstyrelsen viser, at langt det meste kommer fra slid på bildæk og skosåler, tøjvask og rester fra maling. Disse plastikrester transporteres med spildevandet og ender i vandløb og hav.

Det er derfor væsentligt at få mere viden om, hvordan rensningsanlæggene håndterer mikroplast, og hvor meget af det der egentlig ender i miljøet. Derfra kan der igangsættes indsatser til at begrænse spredningen fra disse kilder.

I Danmark er det kun 0,1 procent af den udledte mikroplastik, som stammer fra kosmetik. Men selvom det ikke lyder af meget, så kan der være hele 500.000 stykker plastik i en enkelt bodyscrub, som kan udgøre en fare for fisk og fugle, hvis det udledes i vandmiljøet. I Danmark og resten af EU er kosmetikindustrien frivilligt ved at udfase brugen af mikroplastik, men der er i øjeblikket ingen deadline for en endelig udfasning.

Forfatter: Redaktionen på ecolove.dk

Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet