Hvilke aroma- og tilsætningsstoffer putter de egentlig i din mad? Og gør det en forskel om det er konventionelle eller økologiske fødevarer? Få et overblik her.

Der er mange forskelle på økologisk og konventionel fødevareproduktion – en af forskellene er hvilke tilsætningsstoffer man må bruge.

Her er en oversigt over tilsætningsstofferne i konventionelle og økologiske fødevarer.

Konventionelle fødevarer

 I EU må fødevareindustrien bruge 379 forskellige tilsætningsstoffer – du er sikkert stødt på nogle af dem i ingredienslisten, hvor de skrives som et E-nummer.

Selvom de er tilladt at bruge, kan nogle af E-numrene være problematiske. For eksempel er azofarvestoffet E155, som ofte findes i slik og sodavand, mistænkt for at gøre børn hyperaktive. Andre tilsætningsstoffer som nitrit, nitrat (E249-252), antioxidanterne BHA og BHT (E320 og E321) og sødestoffet aspartam (E951) er mistænkt for at være kræftfremkaldende.

De kunstige sødestoffer findes blandt andet i ikke-økologiske light-produkter, og flere forskere peger på, at disse sødestoffer kan narre din krop til at spise eller drikke mere, end hvis produktet var sødet med sukker. Det ender altså med at få en helt modsat virkning af hvad forbrugeren, der køber light-produkter, ønsker.

Der findes også tusindvis af aromastoffer som skal simulere naturlig duft, smag eller give en forstærket smagsoplevelse. Aromastoffer har ikke E-numre og en aroma er ofte sammensat af mellem 10 og 100 aromastoffer. Du vil blive overrasket over hvor hyppigt der bliver tilsat aroma til dine fødevarer – for eksempel i kildevand ”med smag af” citron.

Producenterne har ikke pligt til at specificere de konkrete substanser i en aroma, ligesom det heller ikke er obligatorisk at angive, om en aroma er naturlig eller naturidentisk/kunstig. Når aromaen er naturlig, bliver det ofte oplyst af producenten, fordi det giver et bedre indtryk af produktet. Er den kunstig står der oftest blot ”aroma” eller ”aromastof” på ingredienslisten.

Økologiske fødevarer

Der er kun 47 tilsætningsstoffer man må bruge i økologiske fødevarer, hvor det i øvrigt kun er tilladt at anvende naturlige tilsætningsstoffer. For eksempel er det tilladt at bruge guar-gummi (E412) til at give den rigtige konsistens i blandt andet ketchup og salatdressinger. Guar-gummi udvindes nemlig af planter.

Før et tilsætningsstof må anvendes i økologiske fødevarer, skal det godkendes til økologi af EU. Hvis der er tvivl om et tilsætningsstofs indvirkning på helbredet, så bliver det ikke tilladt. Så vidt det er muligt, tillades der hverken sundhedsskadelige eller allergifremkaldende stoffer i de økologiske fødevarer.

Det er ikke tilladt at anvende syntetiske farvestoffer, smagsforstærkere og sødestoffer, og farvestoffer – selv de naturlige – må ikke tilsættes kun for farvens skyld.

Dertil er det ikke godkendt at bruge kunstige eller naturidentiske aromastoffer i økologiske varer – kun naturlige aromaer er tilladte.

Så hvis du vil have færre tilsætningsstoffer i dine fødevarer, så er det bedst at gå efter økologi.

Forfatter: Redaktion på ecolove.dk

Kilde: www.økologi.dk