Danske økologer er værter de næste 2 uger for Danida-kurset “Sustainable Agriculture”

I går gæstede 20 deltagere fra organisationer i syv udviklingslande Aarstiderne på Barritskov Gods i Østjylland for at høre om virksomhedens koncept. Lejre kommune får senere på ugen samme besøg, hvor de skal fortælle om deres øko-strategi.

Danmarks øko-knowhow er blevet eftertragtet i udviklingslande og gør at kurset afholdes her for andet år i træk.

Det er Økologisk Landsforening som arrangerer i samarbejde med økologiske landmænd, virksomheder og Lejre Kommune Danida-kurset Sustainable Agriculture.

Deltagerne kommer fra Uganda, Kenya, Tanzania, Zanzibar, Indien og Palæstina. De 20 landbrugsorganisationsfolk er alle involverede i forskellige Danida-projekter.

De 20 deltager skal blandt andet besøge en række landmænd, virksomheder og køkkener. Tirsdag gæstede de Aarstiderne på Barritskov Gods ved Juelsminde, hvor virksomhedens kasser bliver pakket. Blandt andet med frugt fra deltagernes hjemlande.

  • Det er en sjov oplevelse for kursisterne at se frugt og andre varer fra deres hjemlande komme gennem pakkecentralen, og de er meget betagede af Aarstidernes koncept og forretningsmodel, siger Per Rasmussen, der er international konsulent i Økologisk Landsforening.

Lejre kommune får besøg af kursisterne på fredag, hvor de skal besøge en række landmænd, virksomheder og kommunes Borgmester Mette Touborg. Ifølge Per Rasmussen er Lejre-modellen yderst relevant i udviklingslande. 

  • I 2015 stod Økologisk Landsforening i spidsen for et Danida-projekt i Østafrika, som involverede 6.000 landmænd i Kenya, Uganda og Tanzania samt en række grossister, supermarkedskæder og ngo’er. 75 procent vækst i økosalget i Nairobi og en femdobling af den regionale handel med økologiske landbrugsvarer var blandt projektets resultater. Meget af successen skyldes nye samarbejdsformer og afsætningsmodeller mellem bønder, virksomheder, grossister og myndigheder, Blandt andet derfor er Lejre et godt eksempel til inspiration også for bønder og deres organisationer i udviklingslande, siger Per Rasmussen.

Dansk øko-knowhow som eksport vare

Landbrugsorganisationer i Østafrika har syv af kursets deltager som i de senere år har arbejdet sammen med Økologisk Landsforening i en række udviklingsprojekter involverende omkring 10.000 landmænd.

Her har konceptet Family Farmer Learning Groups (FFLG) spillet en central rolle. FFLG som er inspireret af afrikanske metoder og forfinet af danske økologer, ligger bl.a. til grund for den model, man i Danmark har for at leve op til kravene om obligatorisk Sundhedsrådgivning i Malkekvægsbedrifter. Nu er det også den danske knowhow omkring markedsudvikling, PR og afsætning, der ”eksporteres”.

– I Nairobi viste en repræsentativ forbrugerundersøgelse, at 12 procent af befolkningen går op i rene, sunde og sporbare fødevarer. På mange måder kan markedssituationen og udfordringerne for økologiske fødevarer i Nairobi i dag sammenlignes med situationen for økologi i Danmark i 80’erne – med den forskel, at efterspørgslen ser ud til at være endnu større i Nairobi. Det gør det ikke desto mindre interessant at kigge på og lære af Danmarks erfaringer, fordi vi siden 80’erne har opbygget verdens førende marked for økologiske fødevarer. Og vi deler meget gerne ud af de erfaringer, siger Per Rasmussen.

Forfatter: Redaktionen på ecolove.dk

Kilde: Økologisk Landsforening