Ønsker du at tage på ferie til en bæredygtig destination, jamen så er Azorerne helt sikkert noget for dig. Azorerne er nemlig Europas mest bæredygtige destination, som derudover er velsignet med et yderst tiltalende klima. Dejlig mildt om vinteren, ikke alt for varmt om sommeren, fugtig luft og næringsrig jord hvori næsten alt kan gro, inklusiv diverse eksotiske afgrøder som bananer og ananas.

På øen Faial er det ikke unaturligt at møde malkekøer som står på vejen og tygger drøv. Der er meget få indhegninger på øen, og køerne spiser 100% økologisk foder da de lever af øens saftige vegetation. De lokalt producerede varer er yderst velsmagende; mælk, kød og ost er af højeste kaliber, men det er langt fra alt. Øen er mere eller mindre selvforsynende, der bliver ikke overproduceret eller eksporteret specielt meget og der findes slet ikke tung industri. De som bor fast på Azorerne virker alle til at have den samme holdning; ”Naturen giver os det vi har brug for og der skal ej dyrkes rovdrift på den”.

Lige præcis denne holdning gælder også for havet omkring Azorerne. Det er kun tilladt at fange tunfisk på line og flere restauranter skilter med at de ikke har truede hajer på menuen. Alt dette har medført at for andet år i træk er Azorerne blevet udnævnt til at være Europas grønneste destination, en pris som bliver støttet af Europakommissionen.

Azorerne byder også på masser af oplevelser til den eventyrlystne. Her finder man nemlig et af verdens vigtigste områder for hvaler. Mere end 30 forskellige hvaler kan findes ved Azorerne og kaskelothvalerne har ynglet her i tusindvis af år. Sejler man en tur omkring Azorerne er man også næsten garanteret at se en flok delfiner.

Azorernes hvalindustri blev forbudt ved lov i 1987 og efterlod et tomrum med arbejdsløse folk, tomme industribygninger og hvaltårne. Men franskmanden Serge Viallelle så mulighederne i at bruge lokalbefolkningens kendskab til hvalerne og øens tomme hvaltårne til observation. Serge Viallelle grundlagde Espaco Talassa, som i dag er et af de største hvalsafari firmaer på Azorerne. Vælger du at tage på hvalsafari med Espaco Talassa bliver det på hvalernes præmisser, der er nemlig regler for hvor tæt man må sejle på hvalerne.