Nye tal fra Danmarks Statistik viser at danskerne køber flere økologiske varer end nogensinde. I 2015 havde øko-salget den største vækst i 7 år – det er takket være danskernes stigende opmærksomhed på dyrevelfærd og sprøjtegifte, mener Økologisk Landsforening.

2015 var et godt år for økologi i Danmark. Der blev solgt økologiske varer for 7 milliarder kroner i dagligvarehandlen – en stigning på 12 procent sammenlignet med året før, og dermed er en ny rekord sat. Det viser friske tal fra Danmarks Statistik.

Hvis man gerne vil gå uden om rester af sprøjtegifte i maden, er det sikrest at vælge økologiske varer. Halvdelen af det ikke-økologiske frugt og grønt i butikkerne indeholder nemlig pesticid-rester. Det er en af de vigtigste årsager til at danskerne i stigende grad vælger de økologiske varer, mener Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening,

Og det er også især økologisk frugt og grøntsager der har fået større efterspørgsel. Salget af disse steg med 28 procent fra 2014 til 2015 og står nu for 26 procent af det totale salg af økologiske varer. Den største varegruppe er dog fortsat mælk, ost og æg, som udgør 32 procent af øko-salget.

Andelen af økologiske varer estimeres til at have udgjort 8,4 procent af det samlede salg af fødevarer i dagligvarehandlen i 2015, mod 7,6 procent i året før. Henrik Hindborg, som er markedschef i Økologisk Landsforening, mener at der er tale om en positiv spiral, så vi fortsat vil se en stigning i salget af økologi i de kommende år.

  • Danskernes øgede efterspørgsel på økologi medfører, at butikkerne øger deres udvalg af økologiske varer. […] På den måde er der sat en positiv spiral i gang, som vil fortsætte og skubbe øko-salget yderligere i vejret i de kommende år, siger han.

Henrik Hindborgs påstand bekræftes af Coop og Dansk Supermarkeds oplysning om, at butikkernes salg af økologiske varer er fortsat stigende her i 2016.

Forfatter: Redaktionen på ecolove.dk

Kilde: Økologisk Landsforening