Nytåret står for døren! Men samtidig med, at vi skal fejre det nye år, er der følsomme skabninger omkring os, som ikke forstår hvorfor det brager, hyler og lyser, som det nu gør til nytår. Alle dyr påvirkes af det. Fugle, skovens dyr og husdyr. Men især et slags dyr kan blive så bange, at det kan skade sig selv, sin flok og mennesker. Køerne kan blive så farlige, at Videncentret for Landbrug opfordrer alle til ikke, at fyre krudt af tæt ved kvægstalde.

Når krudtet bliver fyret af nytårsaften, kan køer blive så bange og stresse hinanden, at de bliver livsfarlige for sig selv, hinanden og mennesker omkring dem, hvis de begynder at bisse. Derfor opfordrer specialkonsulent og dyrlægen Peter Raundal fra Videncentret for Landbrug under organisationen Landbrug og Fødevarer, at man ikke skyder af tæt ved kvægstalde. Det skriver BT.

’Køer er temmelig sarte dyr, der let lader sig påvirke af lyde, som de ikke kan lokalisere. Samtidigt er køer udprægede flokdyr. Det betyder, at hvis en enkelt ko bliver bange og panikslagen, så kan det meget nemt sprede sig til hele flokken, der måske begynder at løbe rundt i stalden. Det giver stor risiko for, at køerne kommer til skade, og det samme gælder for de medarbejdere, der skal prøve at berolige dyrene,’ siger dyrlægen og fortsætter:

’En flok køer, der bisser rundt, ænser ikke meget og kan løbe hen over et menneske, hvis man kommer i vejen.’

Selv efter nytår kan man stadig mærke på køerne, at den mørke vinter med brag hist og her, har været stressende for dem. Peter Raundal forklarer, at en rapport fra sidste år viser, at køerne har været længere tid om at give mælk, og at mælkeproduktionen har været sænket med hele ti procent efter nytår. Den lave mælkeproduktion skyldes, at køerne har været i en kronisk stresset tilstand.

Der findes ikke noget, som kan berolige eller forebygge en bange flok køer. Det eneste man kan gøre, er at lade være med at skyde af, hvor de kan høre det.

’Det er ofte flere hundrede køer, vi taler om, og man kan ikke som sådan blande noget i foderet på forhånd, der skulle kunne nedsætte deres stress for eksempel. Og hvis køerne bliver skræmt, så er der ikke rigtig andet at gøre end at stoppe med skyderiet og vente til, at køerne falder til ro igen,’ forklarer dyrlægen.