En ny opfindelse kan forlænge holdbarheden på frisk frugt og grønt, og dermed gøre ende på problemet med madspild – eller i hvert fald gøre et forsøg på det.

En tredjedel af den mad der produceres i verden hvert år, bliver smidt ud. Meget af madspildet foregår i madindustrien, men en stor del af det sker også i de private hjem.

Især økologisk frugt og grøntsager, som ikke bliver overfladebehandlet med konserveringsmidler, holder sig sjældent længe i køleskabet. Men en ny innovation fra et israelsk/kinesisk samarbejde er måske løsningen på dét problem.

Phresh hedder firmaet, som har skabt Food Protectors – en lille mekanisme som kan forlænge holdbarheden på frugt og grønt op til en måned. Food Protectors kommer i form af et lille æble eller en robot, som lægges sammen med fødevarerne.

Indeni placeres en udskiftelig pose med et pulver baseret på økologiske æteriske olier. Disse olier er produceret af planter og virker som naturlige pesticider. Når pulveret langsomt frigives i luften, dræbes de bakterier og svampe, som får frugt og grønt til at rådne, og når det er tid til at skifte pulverposen ud, får man besked af et lille indbygget LED lys.

Med de små madbeskyttere kan man mindske sit madspild og dermed også spare på udgifterne til frisk frugt og grønt. Firmaet understreger i øvrigt, at pulveret er økologisk og endda helt ufarligt at indtage, hvis det skulle ske.

Web: www.phresh.io

Forfatter: Redaktionen på ecolove.dk