Økologi og dyrevelfærd er to ting danskerne i højere og højere grad prioriterer når de går på indkøb.

Det har fået Coop til at lancere deres nye mærkningsordning, som vil gøre det lettere for kunderne at finde kød, mælk og æg, der er produceret med ekstra hensyn til dyrevelfærd.

Dette vil være med til at give dyrevelfærd i Danmark et markant løft. Det sker uden om en statslig mærkning, som fødevareministeren har varslet vil komme engang til næste år – og som alene vil omfatte svinekød.

”Vi ser det som vores opgave at tale forbrugernes sag. Derfor kan vi ikke gå med på et mærke, der alene taler industriens og eksporterhvervets sag. Vores mærkningsordning er anderledes og vil i modsætning til ministerens skabe et mærkbart og markant løft i dyrevelfærden,” siger koncerndirektør Jens Visholm, Coop

De første 100 produkter som omfatter svinekød, kyllinger, mælk, æg og oksekød (fra malkekvæg), er nu mærket. I 2017 vil vi yderligere se 1000 varer med mærket i Coops butikker.

”Med denne ordning vil mange millioner danske dyr få et bedre liv. Det vil forandre dyrevelfærden og løfte niveauet i Danmark markant,” siger CSR-chef Signe D. Frese, Coop.

Ordningen gives som et dyrevelfærdshjerte. Hjertet gives fra 1 – 4 hjerter, og niveauet fra hvor 1 hjertet gives ligger markant over dansk lovgivning og praksis.

Varer med 1 hjerte kommer fra dyr, der står i stald, men som har mere plads og løsdrift, end i standardproduktionen. Varer med 4 hjerter kommer fra dyr, hvor der gøres en ekstraordinær indsats for dyrevelfærd, som ligger ud over reglerne for økologi og friland. De første varer i Danmark med fire hjerter er svinekød fra Hestbjergaard, som sætter ny standard for høj velfærd.

”Producenterne får et ekstra incitament til at løfte dyrevelfærd, for med mærket belønnes de får deres indsats og en stærk kommunikation med kunderne,” siger Signe Frese.

Mærkningsordningen har allerede haft en indflydelse på producenterne. De 5 Gaarde, der producerer over 6 millioner kyllinger til Coop årligt, har givet deres kyllinger mere plads, så de kan opnå Dyrevelfærdshjertet.

Den kommende tid kommer til at byde på andre tilsvarende eksempler, da interessen fra producenternes side har været kolossal.

Kriterierne for dyrevelfærdshjertet er udarbejdet i samarbejde med eksperter i dyrevelfærd fra Aarhus Universitet samt med rådgivning fra Økologisk Landsforening og Dyrenes Beskyttelse.

Varer med Dyrevelfærdshjerter findes udelukkende i Coops 1200 butikker i Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen, Fakta, Irma og online på Coop.dk MAD. Men ordningen stilles frit til rådighed for alle andre inden for både detailhandel, producenter og food-service.

Forfatter: Redaktionen på ecolove

Kilde: Coop