Hvis du vil undgå at få sprøjtegift med i købet når du køber frugt og grønt, så kan du roligt købe økologiske varer, for at være sikker på at undgå det. Det viser sig nemlig, at hvert andet stykke konventionel frugt har sprøjtegifte på sig, det viser Fødevarestyrelsens årlige pesticiderapport, som netop er blevet offentliggjort.

Når de danske forbrugere vælger at købe konventionelle tomater, agurker, jordbær og andre slags frugter og grøntsager, så får de cirka hver anden gang gratis sprøjtegift med i prisen. Det viser den nye årlige pesticiderapport, som er blevet lavet af Fødevarestyrelsen. Det skriver Økologisk Landsforening.

Ifølge rapporten blev der i 2013 fundet pesticiderester i 69 procent af alle de konventionelle frugter, mens der blev fundet 34 procent i prøverne af de konventionelle grøntsager.

’Økologiske varer er det sikreste valg, hvis man vil undgå giftrester.  Og netop ønsket om at undgå sprøjtegift er en af danskernes væsentligste årsager til at vælge økologi. Især i børnefamilier. Desuden er økologisk landbrug med til at sikre, at giftrester heller ikke findes i vores drikkevand, ligesom fravær af kemi i økologisk landbrug bidrager til en rigere natur med flere vilde fugle og planter,’ siger Per Kølster.

Undgå pesticider med økologi

Fødevarestyrelsen mener, at den gift som er fundet i både frugter og grøntsager ikke er skadeligt for helbredet. Men det viser sig, at mange læger, sygeplejersker og forskere er nervøse for den såkaldte ’cocktaileffekt’ som opstår, når flere forskellige giftrester krydses med hinanden. Det anbefales derfor stærkt, at gravide og ammende kvinder vælger at spise økologisk, da resterne af pesticider kan skade barnet.

Der blev i alt taget 2.500 prøver i 2013, som blev analyseret af fødevarestyrelsen. Ud af prøverne var der i alt cirka 200 økologiske. Ingen af de danske økologiske varer havde rester af pesticider.

’Det viser bare, at den danske økologi er i verdensklasse, og det skal vi være glade for, for det er noget man lægger mærke til uden for landets grænser, og er med til at give hele den danske fødevareproduktion et godt ry i udlandet og et stort salgspotentiale i udlandet,’ fortæller fødevareminister Dan Jørgensen i en pressemeddelelse.

Sprøjterester ses ofte i udenlandske varer

Der blev, ligesom i de tidligere år, fundet flere rester af sprøjtegift i frugter end i grøntsager. Særligt blev der fundet meget mere sprøjtegift i de udenlandske frugter og grøntsager, end i dem som var produceret i Danmark.

I prøverne var der meget store forskelle. I de konventionelle prøver fra Danmark, fandt man sprøjterester i 49 procent af frugtprøverne, hvorimod man fandt sprøjterester i mellem 70-75 procent af frugtprøverne fra EU og andre lande. Man fandt 18 procent sprøjterester i de danske konventionelle grøntsagsprøver, hvorimod man fandt rester af sprøjtegift i mellem 48-54 procent i grøntsagsprøverne fra EU og andre lande.

Der blev ikke fundet nogle sprøjterester i de danske økologiske frugt- og grøntsagsvarer. Men i fire af de udenlandske prøver var der påvisninger. I et tilfælde – En type banan fra den Dominikanske Republik – så det ud til, at der var blevet brugt et middel, som ikke er tilladt. Derfor bliver bananerne ikke længere solgt som økologiske.