I fremtiden skal de koncentrerede sprøjtegifte væk fra de åbne hylder og skal sælges som på et apotek. Miljøminister Kirsten Brosbøl (S), sammenligner den nye ordning med et apotek, hvor der også gælder regler for udlevering af medicin. På et apotek står der veluddannede farmaceuter og fortæller dig om medicinen ved udlevering.

Rent konkret betyder det at du ikke længere selv kan tage produktet fra hylderne i butikkerne, men skal have dem udleveret med en brugervejledning af en uddannet medarbejder. Vejledningen skal fortælle hvordan sprøjtegiften bruges korrekt, så man undgår forurening af grundvandet.

Dog vil det stadigvæk være muligt at finde nogle former for sprøjtemidler på hylderne i butikkerne landet over. F.eks. kan man stadig købe det meget udskældte forhåndsopblandede Round Up i byggemarkeder og lignende butikker. Det er kun produkter hvor der foreligger en risiko, hvor forkert anvendelse kan skade vores grundvand, som bliver fjernet fra hylderne.