Ideen opstod allerede i 1969 og nu kan bussen hjælpe byer i Kina til at lette trafikken og håndtere luftforurening.

Antallet af bilejere i Kina stiger støt, med omkring 20 millioner nye bilførere på vejene hvert år. De kinesiske byer kan forvente mere luftforurening og flere trafikpropper – problemer som regeringen dog håber at kunne løse ved hjælp af flere restriktioner.

Imens er ingeniører og designere i gang med at finde en løsning i teknologien.

Hvad hvis en bybus kunne transportere mere end 1.000 passagerer ad gangen, uden at optage nogen plads på vejene?

Hvor futuristisk det end lyder, så er det faktisk en løsning som kinesiske byer, som for eksempel Beijing, overvejer.

I den 19. udgave af tech-udstillingen International High-Tech Expo, som fandt sted i Beijing i weekenden, kunne deltagerne se en model-udgave af den såkaldte ’straddling bus’.

Bussen, som breder sig over to vejbaner, er hævet på et særligt kørespor, så biler på under to meters højde frit kan passere under. Der er plads til op til 1.400 passagerer, så den vil altså kunne erstatte 40 busser i bybilledet, og dermed spare 800 tons brændstof og reducere CO2 udslip med næsten 2.500 tons, fortæller chef-ingeniøren Song Youzhou.

Og det er slet ikke sikkert, at der går så længe før vi kommer til at se den nye bus i bybilledet. Den første testbus forventes nemlig at blive sat på sporet i Nordkina i slutningen af juli eller i august 2016.

Se demo: https://youtu.be/bpiFJsWdCuY

Forfatter: Redaktionen på ecolove.dk