Rigmanden Christian Stadil står bag en række succesfulde virksomheder og investeringer, og har nu kastet sig over de økologiske fødevarer. Med et nyt brand vil han have fat i dem der ikke altid har tid til at leve sundt

Det nye fødevaremærke hedder Mät og de første produkter er allerede at finde på helsebixen.dk, som Christian Stadil er medejer af. Firmaet starter ud med at sælge økologiske proteinbarer i forskellige smagsvarianter, men senere kommer der også til at være focaccia-boller, pølsehorn, pizzabunde, grødblandinger, snacks og yoghurt-topping i varesortimentet.

En af hovedingredienserne i produkterne fra Mät er æggehvideprotein. Det hænger sammen med, at flere af virksomhederne i Stadils familieimperium Thornico arbejder med æg industrielt, eller producerer ingredienser på basis af æg, såsom æggepulver. – Vi tager udgangspunkt i det, vi kan, og det er æg og æggepulver, siger Stadil, som beskriver æg som ’naturens vitaminpille’ der giver mæthedsfølelse uden at være fedende.

Med til at udvikle virksomheden er Christian Stadils forlovede, Alice Brunsø, som er adm. direktør i Mät. Sammen med barndomsveninden og helsebloggeren Sofie Bentzen arbejder hun for at sundhed skal være for alle, og går efter alle os, som er ude efter en hurtig, sund snack.

Kilde: www.bt.dk/erhverv/

Forfatter: Redaktionen på ecolove