For de fleste mennesker er der ingen jul uden en flæskesteg. I år er det ikke ligegyldigt hvilken slags flæskesteg – den skal nemlig være økologisk. Danmarks leverandører af økologisk svinekød kan mærke en enorm stigning , og de frygter, at de må melde udsolgt.

I år vil der blive serveret langt flere økologiske flæskestege juleaften end normalt. De danske forbrugere vil have økologisk kød, og det gælder ikke kun i julen. Det skriver DR.

I Slagtergården i Holbæk bliver der kun solgt økologisk kød. Her er Peter Skjoldborg kunde, han serverer selv økologisk and og økologisk flæskesteg juleaften.

’Det er en økologisk flæskesteg, jeg kunne ikke drømme om at spise det andet,’ siger han.

Forbrugerne køber mere økologisk kød

Hos Slagtergården i Holbæk har kunderne især efterspurgt økologisk flæskesteg op til jul.

’Her inden for den sidste uges tid har vi fået rigtigt mange bestillinger på økologisk flæskesteg, så det er noget mere, end det plejer,’ siger slagtermester Thomas Birch.

Friland, som er Danmarks største leverandør af økologiske kødvarer, oplyser at fra 2012 til 2013 steg efterspørgslen på økologisk flæskesteg med 30 procent, hvilket passer meget godt, eftersom der generelt vokser en efterspørgsel på økologisk kød.

Forbrugerne præges af medierne

Hos Slagtergården i Holbæk kender kunderne godt forskellen på konventionelt og økologisk kød, hvilket også gør, at de vælger sit kød med omhu. Man kan nemlig ikke være bekendt at behandle dyrene dårligt.

’Man ser jo alle de udsendelser i fjernsynet om hvordan det konventionelle kød bliver behandlet, og det synes jeg ikke, man kan være bekendt,’ siger Peter Nielsen.

Hos Friland mener man ikke, at man kan se, at oplysningerne fra medierne hænger sammen med danskernes efterspørgsel af økologiske kødvarer.

Måske bliver der udsolgt

’Den vækst vi har set har været over en længere periode både før og efter sagerne i medierne, men en eller anden underliggende effekt er der nok alligevel,’ siger direktør i Friland Henrik Biilmann.

Ifølge direktøren, er efterspørgslen så stor på økologisk flæskesteg, at han frygter, at de må melde udsolgt inden julen er omme.