Billedet er fra Økologisk Landsforening, som mener at den positive udvikling vil fortsætte. De forudser, at vi i Danmark kan indfri 2020-målet allerede i 2015.

Igen har eksporten af dansk økologi sat ny rekord, hvilket den har gjort for ottende år i træk. Denne gang er den eksploderet og sat den største rekord nogensinde. I 2013 eksporterede landets økologiske virksomheder nemlig for 1.533 mio. kroner.

Eksporten af dansk økologi stiger og stiger. I 2013 eksporterede de danske økologiske firmaer fødevarer for 1.533 mio. kr., hvilket er en stor stigning fra året før på 31 procent, det viser tal fra Danmarks Statistik. Med denne stigning, laver dansk økologisk eksport ny rekord for ottende år i træk, det skriver Økologisk Landsforening.

’Danmark er kendt for at være verdens førende økologi-nation, og vi er hjemland for en række af verdens største økologiske virksomheder – eksempelvis inden for mejeri og kød. Desuden har vi en af verdens mest innovative og hurtigst voksende økologiske sektorer med cirka 150 eksporterende, økologiske virksomheder. Og vores økologiske eksport når så langt som til bl.a. Kina, Korea og USA,’ siger Helene Birk, som er eksportmanager i Økologisk Landsforening.

Ud over det, så har man forudset, at hvis den økologiske eksport bliver ved med at stige med så stor en hast, så vil den ramme den officielle målsætning på to mia. kr. fire-fem år tidligere end man havde regnet med.

’Den positive eksportudvikling er med til at øge den økologiske produktion i Danmark – til gavn for dansk miljø, natur og grundvand – og skaber flere grønne job herhjemme,’ fortæller Helene Birk.

Fokus på de tætte eksportmarkeder

De økologiske mejeriprodukter er især, dem som bliver eksporteret mest, de udgør nemlig den største vækst på 56 procent.

Det er stadig Sverige og Tyskland, som er de største eksportmarkeder for de danske økologiske virksomheder. Tilsammen udgør de to lande 66 procent af den samlede økologiske eksport. En af de økologiske virksomheder, som særligt har øget sin eksport til disse to markeder er Ørbæk Bryggeri på Fyn.

’Både 2013 og 2014 har været rigtigt gode, og vores eksportomsætning er vokset med 20-30 procent begge år. Efterspørgslen fra Sverige er vokset markant, og vi har mere end fordoblet eksporten til det svenske marked her i 2014,’ fortæller Niels Rømer, som er direktør og ejer af Ørbæk Bryggeri.

Helene Birk fortæller også, at eksporten af økologiske varer til lande uden for EU’s grænser, også vil vokse meget de næste par år. Eksporten af de danske økologiske fødevarer til Kina er allerede vokset fra nul procent til seks procent fra år 2012 til 2013.

Samarbejdet i eksportfremstød

De økologiske virksomheder arbejder sammen om at lave et fælles fremstød på eksportmarkederne. De gør de blandt andet på møder og messer, hvor de møder de interesserede udlande.

’De fælles fremstød giver gennemslagskraft og kan aflæses i resultaterne. Inden for det seneste år har Økologisk Landsforening sammen med virksomhederne åbnet dørene til indkøbskontorerne hos mere end 20 dagligvarekæder og grossister på de vigtigste eksportmarkeder,’ siger Mads Quistgaard, som er adm. direktør hos Aalbæk Specialiteter og formand for Organic Denmark Export, de økologiske virksomheders producentsammenslutning.

Til februar finder det næste store eksportfremstød sted, der vil Økologisk Landsforening samle et par danske økologiske virksomheder på BioFach i Nürnberg, hvilket er verdens største økologiske messe.

Importen i Danmark steg også i 2013 med seksten procent.