På ubestemt tid må vi desværre mangle økologiske produkter, såsom spegepølser og postejer, fra Aalbæk Specialiteter. Det skyldes en stor brand i fabrikken i Billund, hvor de økologiske varer bliver produceret. Det skriver Økologisk Landsforening.

I søndags stod fabrikken Aalbæk Specialiteter i Billund i brand. Sammen med mange andre ting, tog flammerne også de økologiske varer, som Aalbæk normalvis producerer. Allerede mandag kunne man konkludere, at produktionsafdelingen var fuldstændig nedbrændt, hvilket betyder et midlertidigt stop af produktionen af de økologiske råvarer. Administrationsbygningen og lagerhallen stod dog tilbage.

’Det får den konsekvens, at vi ikke kan levere, hvad vi har lovet supermarkederne. De fleste af vores kunder vil blive berørt,’ siger Mads Quistgaard, administrerende direktør hos Aalbæk Specialiteter.

På grund af branden, vil det i den kommende tid ikke være muligt at finde økologiske varer fra Aalbæk Specialiteter i butikkerne.