I 2014 fik maden på Nordsjællands Hospital så dårlige karakter af patienterne, at der måtte gøres noget. Så blev stilen lagt om, så dåse og frostmaden blev udskiftet med frisk økologisk mad.

I dag har personalet fået deres faglige stolthed og glæden tilbage, nu hvor der hakkes og snittes i økologiske grøntsager samt langtidsstegt kød. De 3.000 daglige portioner, der bliver produceret i køkkenet, laves nu fra bunden. Det har ikke kun givet gladere patienter – også køkkenpersonalets sygefravær er faldet markant, oplyser TV2 Lorry.

“Det med sygdom har ikke noget at gøre med at have travlt. Det har noget at gøre med, hvor glad man er for at komme på arbejde, og hvordan man har det, når man går hjem. Og her er vi alle sammen super glade, når vi går hjem fra arbejde, fordi vi virkelig har produceret noget, som var godt,” siger Pernille Faurschou, der er køkkenassistent til TV2 Lorry.

Sygefraværet faldt fra 3,5 til 0,8 procent.

Nordsjællands Hospital har nu egen slagter og er indehaver af det økologiske spisemærke i bronze, hvilket betyder, at minimum 30 procent af maden er økologisk.

Det, at lave mad fra bunden, er netop en af hovedprincipperne i økologisk køkken-omlægning samt bl.a. at bruge sæsonens råvarer, undgå madspild og skrue op for det grønne og ned for kødet.

Forfatter: Redaktionen på ecolove